Mine bedsteforældre har den mest fantastiske store have, både med blomster og fine bede, men også med et overflod af bær og frugt... Vi må plukke alt det vi orker, og den anden dag tog jeg ungerne med til oldemor for at plukke stikkelsbær til marmelade...
Det var noget der passede både mindre og større, og vi fik plukket 1½ kg stikkelsbær og guffet mindst ligeså mange bær, både hindbær, ribs, solbær og stikkelsbær...

Stikkelsbærrene er blevet til en virkeligt lækker marmelade... Syrlig og sødlig på en og samme tid, og med et skønt strejf af vanilie...
OPSKRIFT:
Stikkelsbærmarmelade med vanilje
1 kg stikkelsbær
500 g sukker
2 dl vand
1 vaniljestang
3 tsk. geleringspulver til marmelade uden konservering
2 spsk. sukker
1 tsk. atamon + atamon til at skylle glassene i
Skyl og nip stikkelsbærrene og kom dem i en gryde med sukker og vand. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom vaniljekorn og stang i gryden til stikkesbærrene. Kog op og skum af. Lad stikkelsbærrene koge i ca. 10 min. ved svag varme. Rør geleringspulver med sukker og drys det i marmeladen under omrøring. Kog marmeladen i ca. 1 min. Tag gryden af varmen, fjerne vaniljestangen og tilsæt atamon. Hæld marmeladen på atamonskyllede glas.
Opskriften er fundet på bloggen her, hvor der også er mange andre fine opskrifter...


























































