Viser opslag med etiketten stauder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stauder. Vis alle opslag

fredag den 6. november 2015

Novemberhaven.


Novemberhaven er stadig fin på sin helt egen måde. Der er blomst i både roser, valmuer, morgenfruer, storkenæb, hortensia, nellikerod, kattehale, georginer, judaspenge, stolte kavalerer og tallerkensmækkere, alle kan de stadig nydes i haven, omend de ikke er mange, og ikke så nye og friske, som for et par måneder tilbage.

Havearbejdet har ligesom sat sin slutspurt ind, lidt ligesom det gør det i foråret. En efterårsslutspurt om man vil...
Nu er det blevet tid til at lægge løg i alle afskygninger, at grave georginknoldene op og at plante nye stauder og dele og omrokere de gamle. Måske er der nogen man kan bytte med, så man får helt nye planter i sin have. Alt skal helst nåes inden frosten for alvor går i jorden, og gør arbejdet besværligt, og planterne mere sårbare.

Vi høster stadig hindbær, både gule og røde og i drivhuset har vi stadig masser af de sødeste chokoladetomater, som vi henter til madpakkerne.

Jeg har lånt en kæmpe stak havebøger på biblioteket, og når mørket falder på nyder jeg helt vildt at sidde indenfor og drømme om blomster, planter, køkkenhave og alle de nye haveting jeg gerne vil prøve af til næste år.

Vinterhalvåret giver på en måde en pause med havearbejdet, og giver fornyet energi og lyst til en ny havesæson.

søndag den 21. juni 2015

Sommer feelings på en lørdag.


Lørdagen igår var vist det nærmeste sommerstemning vi kan komme, som det ser ud med vejret lige nu. Jeg SAVNER sommervarme og udeliv.
På vennebesøg stod den på hjemmelavet jordbærkage og terassehygge. På gåtur og rulleskøjtetur, (sidstnævnte krævede stor koncentration og øvelse for de små, men det var lykken, at opleve at man faktisk godt kunne balancere på hjul.) På havevandring med beundring af smukke stauder og et vildnis, som jeg er særligt vild med. Byg selv burgere til aftensmad, og hyggesnak, til både børn og voksne alle trængte til at komme i seng, sent på aftenen.

Nu står den på sommerhusfrokost, som så ofte før en søndag. Idag er der dog det twist, at hele to hold bedsteforældre spiser med, og at robåden er gjort klar til en sejltur på stille vand.

søndag den 14. juni 2015

Kæmpevalmuen Papaver Oriental Princess Victoria Louise


For en 3-4 år siden købte jeg på den lokale planteskole, den fineste staudevalmue. Hidtil havde jeg kun set valmuen i den mere skrappe orange røde farve, men denne har bare den fineste sarte koral rosa farve. Hvert år siden har jeg set jeg frem til juni, hvor de smukke smukke valmuer folder sig ud. I år har de været længere tid om at komme igang end de forrige år, hvilket jeg tilskriver den kolde sommer.

Valmuen er køn både i foråret, og selvfølgeligt når den står i fuldt flor. Efterfølgende bliver bladene gullige, og det der før var virkeligt smukt bliver nu ret trist og meget lidt kønt. Det er en god ide, at plante/så den et sted midt i bedet, hvor noget andet blomstrer op foran, når valmuen er færdig med at blomstre. Den bliver ret fyldig og omfangsrig, når den er på sit højeste, og skal sikkert også have støtte i form af opbinding, hvis ikke den står på en placering, hvor andre planter kan holde den oppe. I år vil jeg prøve at fjerne bladene efter blomstring og kun lade nogle af frøstandene stå ( de bliver nemlig også smukke).

Staude valmuen er super hårdfør. Jeg har delt min flere gange og har den stående flere forskellige steder i haven. Der er også flyttet valmuer ud til andre haver, både i form af deling til veninder og i form af frø, der er sendt afsted med post.

Vil du også gerne have fat i den smukke valmue kan du søge på kæmpevalmue Papaver oriental Princecss Victoria Louise.