mandag den 15. april 2013

At forenkle omgivelserne.....




Man må sige at det ikke er flittighed bloggen afspejler i tiden... Til gengæld er jeg meget flittig i det virkelige liv (og på instagram...) ...

Herhjemme er vi begyndt at male.  Man ser en tendens til forenkling i boligindretningen og det blomstrede og retrolike bliver måske igen pakket lidt væk... Egentligt plejer jeg aldrig at lade mig rive med af modeluner, og ofte falder jeg først for noget, når jeg har tygget på det længe og andre for længst har taget det til sig (..jeg sværger fx at marmor aldrig får en plads hos mig (indtil om et årstid måske)  ), men pludseligt virkede det så rigtigt at forenkle vores bolig.

Vi bor i et lille hus med små stuer, blomstret tapet, lidt for meget kreativitet, ting og dims... Samtidigt er vi alle sammen lidt nogle rodehoveder, og oprydning og rengøring er ikke som sådan yndlingsbeskæftigelsen.... Så for at gøre det nemmere og mere overskueligt for hele familien har jeg sat den næste tid af til at forenkle... Den første væg er malet hvid, adskillige poser kørt på lossepladsen, stof og andet dims givet væk til andre som vil sætte pris på det...

Og jeg kan mærke at det bliver rigtigt fint... Tanken har allerede lettet mig....
Nu glæder jeg mig bare til at få nogle timer for mig selv, så jeg kan få malet resten og få ryddet ud...
Det at vide at alting har sin plads, og at legetøj og alt det andet "hyggelige" ikke tager overhånd, så det pludseligt tenderer hyggeligt med U foran, det tror jeg kommer til at lette os i dagligdagen....

Min mand har lavet en ny stor og ret fin grafisk tegning, som jeg vil have fint indrammet, og som jeg er ret sikker på vil klæde den nye hvide væg..... Tingene kommer ligesom mere til sin ret, når de ikke overdøves af for meget larm...

13 kommentarer:

Annchen sagde ...

Det ser så godt ud..!!! Og den tegning der....... Sig til hvis den skal flytte ud af jeres hjem - den er lige mig...;)
Knus

Line / XoEinDing sagde ...

VILDT flot tegning! Øj, den gad jeg godt have på min væg :) Sig det gerne videre.

Med hensyn til forenkling, så er jeg helt med på, hvad du mener. Jeg har dog aldrig rigtig været med på den gennemførte retro/vintage/tapet/blomster tendens i boligen, så her kræver det ikke det store at forenkle. Til gengæld er vi også nogle skrækkelige rodehoveder med alt for lidt plads og alt for mange projekter - lidt af en udfordring. Men hvis vi nu bare kunne komme af med alt det, vi ikke bruger til daglig - det kræver også bare lige 10 ture i kælderen eller genbrugen, og det får vi bare ikke gjort ofte nok.

Kh

Marie sagde ...

Jeg glæder mig virkelig til at se hvordan jeres hjem bliver. Du har altid en evne til at gøre jeres hjem personligt, og det er så vigtigt for at bo fint. Så jeg er sikker på det nye er blevet godt. Er det også udskiftning af møbler? Det synes jeg nemlig andre har gjort, men håber lidt i har bevaret nogle af jeres fine møbler :-) ... Og så vil jeg lige sige at marmor faktisk er en af dem jeg er sikker på ikke kommer her hjem ;-)

Anne sagde ...

Godt valg, Rakel, men det ved du at jeg synes.
Jeg holder fast i det jeg skrev på Instagram
"Dine smukke ting ville komme mere til sin ret, hvis de ikke var i kamp med det småblomstrede!"

Kristin sagde ...

Det ser fint ud Rakel - det gjorde det også før. Kan godt følge dig i at det lige pludselig "larmer" for ens øjne.
Glæder mig til at se mere

Elisabeth - frufausingsfiflerier.blogspot.com sagde ...

Herhjemme bliver der også ryddet ud og forenklet. Jeg har heldigvis aldrig kastet mig ud i at tapetsere, så lige på det punkt slipper jeg for at lave om. For mig har det handlet meget om det at skulle være mor. ALT skal være klart, ligetil og overskueligt! Men ligesom dig, kan jeg også mærke, at det letter mig, og at 'sorteringsprocessen' egentlig ikke har været så svær, som jeg havde forestillet mig.
Jeg elsker din mands tegninger! De er så enkle og alligevel så udtryksfulde.

Dizzydi sagde ...

Fin tegning :) Jeg synes det er så fint, når andre har mønstret tapet på deres vægge, men jeg ved også bare at jeg selv ville blive træt af det i løbet af nul komma fem. Jeg kan bedre administrere hvide vægge og så flytte rundt på alt mit nips, når der skal ske noget nyt.

LeizyB sagde ...

Din mand laver simpelthen nogle fantastiske tegninger! Og det klæder virkelig væggen med det hvide :o)

Nifty By Nehl sagde ...

Ja tak! Det er skønt med noget "simple living" og et farvel til blomstrede tapeter og retro-mania. Jeg har selv været der, men kan næsten pludseligt ikke holde det ud (bortset fra på børneværelset faktisk - der ender liberty-puderne og lignede...)

Kan man ikke få lov at se din mands plakat?? Lyder spændende..

Jeg har fulgt dig i mange år i øvrigt, men vist aldrig kommenteret.. Synes du er aaawesome og især elskede jeg din haveblog... Du er mere end velkommen til at kigge forbi mig her www.niftybynehl.wordpress.com

Mette sagde ...

Smukt! Og så er jeg vist med dig på det marmor - I don't get it!

Ballerina sagde ...

Hej Rakel..Det ser fint ud med den hvide væg! Det andet du skriver om kender jeg kun alt for godt ;-) ha´ en dejlig dag...

Fru Thornholm sagde ...

Jeg har i nogen tid også følt det samme - at det var tid til forenkling, oprydning og mere orden. Vi har været i gang med oprydning i vores kælder - stof, tøj mv køres væk, gives væk eller sælges. Det tager tid - men det føles rigtig godt..

Sine sagde ...

Fint indlæg. Er enig i at for meget af alt larmer og det tingene ses slet ikke som de er.
Selvom væggen er hvid, er det jo stadig et meget personligt hjem : )
Og ved du hvad - marmor bliver altså aldrig et hit hos mig - selvom det på vej in igen overalt : )
Hver sin smag.