Det er efterhånden blevet rigtigt forår. Sådan rigtigt altså. Med lange lyse aftener og skønne lune dage, hvor alle er udenfor. I haven er det den årstid, hvor jeg altid først synes, at jeg har vældig god tid, for så pludseligt at være totalt stresset, fordi det er lige NU at alting helst skal gøres.
Roserne skal beskæres og gødes (er gjort), staudebedet kan omrokeres, og de hidsige planter skal måske flyttes til et sted, hvor de ikke breder sig så voldsomt (jeg tror naivt nok altid, at jeg kan styre dem!), alle frøene skal enten forspires eller spredes, køkkenhaven skal vendes evt. gødes og have nyt jord, og der skal såes, drivhuset skal klargøres, og der skal købes og sættes bla. tomater og agurker (og kunsten er at ramme det HELT rigtige tidspunkt), der skal LUGES, så jeg nemmere kan holde skidtet nede senere hen på sæsonen ( jeg har selvfølgeligt meldt mig til "
Giftfri have " ), og så får jeg altid gode ideer jeg liiige skal sætte igang.
I år har jeg f.eks. flyttet vores bålsted og vores tørresnor, er igang med at grave ud til "bærhaven" hvor jeg har sat 5 forskellige bærbuske, gravet ud til mini staudebed ved drivhuset og lavet en ny lille stensætning ved indgangen, og så skal jeg lige have lavet 3 stk. espalier færdige.
Foruden alt det skal vi have skiftet taget på vores overdækkede terasse, have malet træværket på selv samme og standet en låge og et stakit og egentligt også gerne have lavet en ny garageport...
Og så er det at listen bare er blevet lang! Og det er så tid til at jeg ligeså stille falder ned, og minder mig selv om, at haven skal være et afslapningssted, og jeg når det jeg når, når jeg når det. Der skal ikke være stress og jag. Jeg skal også nå alt det andet i hverdagen, nyde ungerne, arbejdet, bare sidde, læse gode bøger, som jeg elsker. Jeg når det nok, og det jeg ikke når, når jeg næste år...
Det allerbedste ved at havesæssonen er startet, er at ungerne elsker at opholde sig i haven. Jeg nyder at se, at de pludseligt fravælger skærmene til fordel for frisk luft og haveleg.
Carl Emil er min egen lille havemand, som elsker at hjælpe mig derude. Han kører gerne trillebør, knokler, når der skal graves ud til noget nyt og elsker at køre med på lossepladsen.
I haven har vi både fodbold, basketballnet (yes sådan et rigtigt et, som faren også bruger), trampolin, legehus, sandkasse, gyngestativ med gynge og trapez, en dækhest i træet, bålsted og hængekøje. I den øverste del af haven ligger terasserne, mine staudebede, køkkenhaven, fars træhjørne ( hvor der arbejdes med træet til brænde) og drivhuset. Her ved børnene, at det er forbudt at gå i bedene, og at mors steder skal behandles med respekt. Til gengæld er den anden ende af haven deres. Her må de lege, knokle og ordne ligeså tosset de vil, og selvom det hele er langt fra kønne elementer i en have, så SKAL de bare være der.
En anden og lidt mere negativ side ved forårshavelivet er den ondt i halsen, forkølelse og hoste der lidt for ofte følger med, når man smider jakken og graver bede ud i lidt for koldt vejr, der ikke smager helt så meget om sommer, som man først antog.
Så nu tager jeg den med ro indendørs. Det er ok, for det regner. Her kan jeg læse i diverse havebøger, og på tabletten har jeg opdaget det fine haveprogram "Årets dejligste haver", som jeg tager en efter en om aftenen, når jeg endeligt har fået mig sat.
Man kan heldigvis nyde have på flere måder...
