Viser opslag med etiketten interiør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten interiør. Vis alle opslag

torsdag den 18. december 2014

Ønsker du dig en tidlig julegave fra Lovewood?


Har du mon set, at jeg har skudt en give away igang ovre på Instagram?

I samarbejde med en af mine absolut favoritbutikker Tine Lund i Viborg, udlodder jeg en skøn donut stage fra Lovewood.

Tine Lund var oprindeligt en søsterbutik til Elle Belle, hvor jeg arbejder, men idag drives den af to dygtige kvinder, Tina og Lise, som begge kommer fra samme lille oplandsby, som jeg selv.

De har et virkeligt fint sortiment, både indenfor sko og mode og bolig indretning, og der forhandles så forskellige mærker som Hay, Anne Black, Susan Liebe, Tromborg, Lollys Laundry, Libratone, Meyer Lavigne, Nomess, Decadent, Pernille Corydon, Stine A, Shoe the bear, Ferm Living, House Doctor, Casalinga, Lovewood, Whiite, Sibin Linnebjerg, Sif Jakobs, Architectmade og mange mange flere.

Hvis du er på Viborg egnen skulle du tage at kigge forbi Tine Lund, og bagefter Elle Belle, som ligger lige om hjørnet. Ellers kan du hoppe over på min Instagram @barewunderbar og finde billedet med donutstagen. Skriv en kommentar, og følg @tinelundbutikken på Instagram, så er du med i lodtrækningen....

God fornøjelse...

torsdag den 4. december 2014

Ceramic magic by Mia-Maria Gravgaard.


 Kender I mon det smukke smukke keramiske univers, som Mia-Maria Gravgaard står bag?

Jeg har længe ønsket mig den fine fine høje stage til fyrfadslys, hvor stearinlysets varme stråler skinner ud mellem det finmaskede net af porcelæn, og nu nyder jeg den hver eneste aften, og er så glad for den.

Mia-Maria har lavet keramik siden hun var 16 år, og blev i 2006 uddannet fra Det kgl. kunstakademis designskole. Hun har en fabelagtig evne til at lege med keramikken og laver både installationskunst til udstillinger og interiør ting til boligen.
På min ønskeseddel i år står også hendes flade fyrfadsstage i riflet porcelæn med små huller ved kanten, magen til mine små vaser, som jeg allerede nu glæder mig til at bruge til de små blomster fra haven til sommer.

Du kan læse meget mere om Mia-Maria og se mange flere af hendes ting på hendes site lige her.
Forhandling finder du bla. på nettet hos Unika-K, butik Corfixen og 1x1textil. Fysiske butikker kan du finde på hjemmesiden.

Der kan også købes på bestilling direkte hos Mia-Maria på hendes IG profil @mia-mariagravgaard.

Må vise jer et billede på et senere tidspunkt af stagerne når de er tændte... De er virkeligt så smukke i mørket....

torsdag den 6. februar 2014

RUMFANG.


Min naboby Skive har fået den fineste interiørbutik RUMFANG. Den har virkeligt været savnet. Jeg har tidligere skullet køre langt, hvis jeg skulle kigge på lækre ting til boligen.
Skive byder efterhånden på et ret fint butiksudvalg, som også er værd at køre efter hvis man bor i Silkeborg, Randers, Holstebro eller andre byer indenfor samme radius. Jeg ved at kunderne fra Viborg allerede er begyndt at finde til Skive.
Udover Rumfang skal jeg altid besøge Mie i Hollys Dollroom, og er man på tur kan man derefter køre en tur til Lundø, hvor Savillas ligger, og hvor man får den lækreste smukke frokost og andre forfriskninger. Der er så hyggeligt!
Udover mine yndlingsbutikker rummer Skives gågade alle de gængse butikker som Inspiration, Kop & Kande, Vero Moda, H&M, Matas, flere boghandler, TIGER, forskellige  lækre herretøjsbutikker, flere sportsbutikker og en del skobutikker. Der er nok at kigge på.

Rumfang skal jeg altid forbi! I butikken fører de mærker som OyOy, Hay, House Doctor, Snowpuppe, Ferm Living, String (det er i Rumfang, jeg har købt min string hylde), Muuto, Playtype, Kähler, Lyngby, Nicholas Vahe, Arttiles, Helbak, FUSS, Lucie Kaas, Bob Noon og mange mange flere.
Der er fine smykker bla. fra Maanesten og Stine A, forskellige ure, og så har de lige fået de fineste "frame" bakker fra firmaet MUNK. Jeg selv har købt en af bakkerne med hjem i en smuk light coral farve, og jeg spår, at de bakker hurtigt vil blive et populært musthave.

Jeg elsker at Rumfang hele tiden er i flow, og at der altid er nye opstillinger og ting at kigge på, når man kommer forbi. Stine og Susanne er dygtige til at udtænke nye måder at  indrette butikken på. Den sorte væg fremhæver alle de fine ting, og både disken og de små borde i formpresset træ giver butikken en virkeligt cool stil og spiller godt op til alle de lækre mærker og designs.

Du kan finde RUMFANG på Instagram og her på Facebook eller kigge forbi butikken på Posthustorvet i Skive.


lørdag den 25. januar 2014

Koboltblå, udsalg og solstråler.


1# Vores stillehjørne i stuen har fået en ny pude fra FUSS. Jeg er vild med de fine puder og den næste må være en af de fine gule.

2# Morgensolen var skarp og smuk imorges og smøg sig om hushjørnet og ind i vores gade. Jeg savner solen, så jeg nyder hver en solstråle!

3# Koboltblå og leo, så bliver det ikke bedre. Fandt den fineste bomberjakke fra Pieces på tilbud.

4+5# Shoppede hos Rumfang igår, og i butikken havde de -40% på alle FUSS puder. Den blå måtte med mig hjem. Det var svært at vælge, men jeg elsker blå. Jeg har længe haft et rigtigt godt øje til netop de puder!

6# Købte virkeligt fine ting hos Rumfang. Bla. Hay småting, og den fineste nye frame bakke fra mærket MUNK.

Nu det weekend!

søndag den 1. december 2013

Glædelig 1. december.


Så blev julekasserne fundet frem, og NU er det så endeligt december. Vi har fejret den første decemberdag med en tur i teatret, hvor vi har set en rigtigt hyggelig juleforestilling. I aften skal vi se julekalender, hente nisser i mine forældres fyrrum og spise risengrød hos dem. Det har været en tradition, lige siden jeg selv var barn. Nu er det ekstra hyggeligt, når det nu er mine egne unger, som med julelys i øjnene går ud i fyrrerummets mørke med lygter, for at se om nisserne også er dukket op i år. Mon ikke de er....

Vores jul er aldrig en tema jul, så jeg tror ikke, jeg som sådan kan sige, hvad den består af, sådan fra et interiørperspektiv. Måske bare nostalgi og hygge, en blanding af hjemmelavet og købt, lidt pasteller, lidt rødt, stearinlys, nelliker i mandariner, hyacinter, et lille juletræ i vindueskarmen, glaskugler og ungernes og mine hjemmeklip.

Jeg har allerede fået et julebrev fra @liskarlsson (IG), med det fineste juleklip og søde ord, og igår fik jeg leveret den fineste luksus chokolade kalender af en god veninde. Den fineste æske med hjemmelavede chokolader, altsammen 70% chokolade i forskellige former, farver og lækker pynt.
Det er julespirit!

Glædelig 1. december og 1. søndag i advent til jer alle.

torsdag den 14. november 2013

Vores billedvæg.


Et nyt af min mands billeder er blevet indrammet og hænger nu som en del af billedvæggen i stuen.
Det er den store tegning med rosa/orange/blå farvekombi og sort stregtegning.

Jeg får tit kommentarer på den væg. Mange elsker den, og andre synes den er lidt kompakt.
Vi kan meget godt lide den.

Den er opbygget uden egentligt at være gennemtænkt. Langsomt er den udvidet, nyt er kommet til, andet er flyttet. Jeg kan meget godt lide den langsomme udvikling. Jeg tænker,det giver en levende væg, der ikke er for perfekt, netop fordi alt ikke er hængt op og tilpasset på én gang.

Lidt af det der hænger på billedvæggen -

-Et lille sort/hvidt foto af min far og mig, da jeg var ganske lille.
-Carl Emils fødder og hænder i gips.
-I trærammen hænger en af de første tegninger vi fik af Frederikke.
-Et print af vores bryllupsbillede i sort/hvid sat i en gammel guldramme.
-Et billede af Frederikke taget af proff fotograf da hun var 1½ år.
-Tegninger som min mand har tegnet.
-To malerier, som min mand har fået af gode kollegaer, der selv har malet dem.
-En tegning tegnet af Kasper Eistrup, som jeg har givet min mand.
-Liebe svaler i keramik.
-Et fotografi af Frederikke som lille en tidlig morgen, hvor hun ser morgentv. Det eneste lys der er i stuen er det der strømmer fra TVét, det giver en speciel stemning på billedet.
-En gammel royal musselmalet blondetallerken, arvet fra min mors onkel og tante.
-Et billede af ungernes første strandtur sammen, som min mand fik lavet til mig i fødselsdagsgave. Et sløret foto taget med mobilkamera, men stemningen den dag er fanget.
-Et familie billede taget af Tia Borgschmidt, da hende og Mette Helena lavede en Boligreportage her

Jeg savner flere vægge herhjemme. Vi har ikke rigtigt plads længere, så noget må hele tiden vige til fordel for noget andet. Der findes alt for mange smukke ting til væggen.

mandag den 11. november 2013

To vindere af de fine fugle er fundet.


Så har jeg fundet to vindere af de fine fugle fra Lucie Kaas og Applicata.
De to fugle var udloddet i samarbejde med www.designdefavoritter.dk, en super webshop med mange fine mærker som Ferm Living, ByMima, Nicholas Vahe, Casalinga, Applicata, Lucie Kaas og mange flere. Lige nu får du også 20% på hele webshoppen, og rabatkoden finder du på forsiden.

Og så til sagen.... De to meget heldige vindere blev:

Applicata fugl - Anonym som skrev Åh.. Hvor er det nogle skønne fugle... Ville bringe lidt ekstra smil ind i stuen her i vinterkulden.

Lucie Kaas spurv - Anita med bloggen Itas Album

Tillykke til jer begge to. Send mig en mail på barewunderbar@gmail.com , så I hurtigt kan modtage jeres fugle.
Tak til alle I andre fordi I havde lyst til at deltage.

lørdag den 2. november 2013

Nymalet på kreaværelset.



Jeg har haft den sidste rest skabsmaling i brug (Dyrups Hav) ude på mit krearum. Da vi flyttede ind i huset kom vi fra en kæmpemæssig lejlighed med kæmpestore rum, til et lille og snirklet hus med små rum. Der måtte tænkes kreativt. Jeg fik sat en smal laminat plade op på to bukke, så den præcist passede på mål på mit krearum, men mig og den grånistrede laminatplade blev aldrig rigtigt venner.
Nu har jeg efter snart 8 år forsøgt at male den. Jeg synes, at resultatet er blevet ret fint.
Bordet har fået to lag maling. Man kan dog godt ridse i malingen, hvis man kører noget spidst eller skarpt henover. Jeg malede bare, men jeg tror, at man med fordel kan male det med noget, der binder inden. Det brugte vi på nogle meget glatte køkkenskabe i lejligheden i sin tid.
Jeg er dog ret glad for mit resultat her.

Jeg malede også det lille københavnerskab, som jeg har sat ovenpå bordet, for enden op af væggen.
Det er blevet et helt lille samlet møbel nu. Måske lidt klemt, men det er med at tænke kreativt med så lidt plads og så meget dims!

lørdag den 26. oktober 2013

HJEM?


 ...er jo lige her...!
Jeg har i den seneste tid tænkt over det med indretning, hjem, dets personlighed og hvad det betyder. Jeg er ambivalent, fordi jeg på den ene side ikke ønsker at overfokusere på materielle ting i mit liv, men omvendt også elsker smukke ting, både dem med meget og dem med lidt praktisk anvendelse. Indretning og vores hjem er min passion, på den måde at forstå, at jeg gerne vil lave vores omgivelser, så alle i familien nyder at være her.
Indretning har aldrig været noget jeg har brugt særligt mange penge på. Jeg har sat en ære i at gøre det så økonomisk og billigt som muligt, og indtil vi købte vores første sofaer, havde jeg aldrig ejet nye møbler (udover sengen altså).

Jeg synes, det er smadder inspirerende at se, hvordan andre bor, og jeg kan godt li at finde ideer og nye måder at tænke tingene på, når jeg læser med hos andre både på blogs og på IG og når jeg læser i nogen af alle mine mange mange boligmagasiner. Men faktisk er det jo virkeligt rigtigt vigtigt at bo, som man selv synes er hyggeligt. For mig handler det ikke om trends og tendenser og mit hjem som kulisse. Vores hjem er, hvor vi bor! Det er her vi roder (ja billederne snyder, vi er nogle frygteligt rodehoveder!), det er her vi har det sjovt, leger, laver mad, er sammen. Det er også her vi nogle gange skændes, tænker store tanker, og her hvor vi i bund og grund skal føle os trygge og hjemme. Jeg er ikke retro, jeg er ikke minimalistisk, jeg er ikke grafisk eller moderne. Jeg er bare mig! Og jeg omgiver mig med ting fordi JEG og VI kan li´dem, ikke fordi andre har dem, fordi de er moderne, eller fordi jeg bare må eje.

Langt de fleste møbler i vores hus er arvestykker, genbrug eller loppefund. Vores store karlekammerskab i stuen er måske ikke længere hipt på den hippe måde, men jeg har lige netop det skab fordi jeg godt kan li´det, og fordi det har en historie, og fordi jeg efterhånden har haft det i virkeligt mange år og har fået det af min bedstemor.
Skabet tilhørte min bedstemors storebror, og var det skab, han havde med sig, når han skulle ud og tjene. Bagpå skabet er der lavet en lille rids for hver dag der var tilbage som karl på gården, for han var dog endda ikke så vild med at tjene lige der.
DET synes jeg er fint! Eller vores fine gamle Skipper øreklapstol, som i sin tid var min oldefars tvstol, og som vi elsker, og nu er vores tvstol.  Og sådan kan jeg blive ved, med langt de fleste af vores ting. Jeg har fundet dem brugt, eller fået dem af nogle i familien. Og meget af det design og nips vi har, har jeg fået af familie og venner i gaver, og på den måde får alle de nye ting også en helt særlig betydning.
Jeg er ikke nogen særligt god udsmider, det skal jeg altså lære. Der er mange overflødige ting herhjemme, som vi sagtens kunne undvære. Men vores ting er altså vores ting, lige meget hvad den huslige mode så end dikterer!

Det betyder ikke at vi er i stilstand på indretningsfronten, slet ikke. Det betyder ikke at vi ikke laver om, sælger ud, får nyt ind. Men det betyder, at jeg overvejer hver ting nøje. Det betyder, at jeg ofte prøver at mærke efter hvorfor lige netop DEN ting er fin for mig. Og det betyder også, at jeg er helt ligeglad med om jeg falder for en ting fordi den er trendy netop nu, eller om den var det for to år  siden, og jeg i virkeligheden er langt bagefter. Om alle har den, eller ingen har den er ligegyldigt. Jeg falder for den, fordi jeg gør. Det betyder også at selvom vores gulve absolut trænger til en kærlig overhaling, at vores entre gør det samme, at tapetvæggen ovenpå for længst har udlevet sig selv, så må de blive ændret når jeg får tid, overskud og lyst til det. For i bund og grund ER det jo ikke det vigtige. Det vigtige er, at vi har hinanden. Vi er heldige at have vores lille bitte hus. En materiel overflod af ting, som mange her i verden ikke engang tør drømme om. Så jeg er glad og taknemmelig for vores hjem! Vi har ikke råd til at købe alt det jeg og vi ønsker, og det betyder at string reolen måske først kommer til jul, eller måske aldrig kommer. Eller at Ikea hylderne måske først kommer til sommer, måske aldrig kommer.

Det er vigtigt for mig, at huske på at vores HJEM er HJEM og ikke en kulisse. Og selvom jeg viser vores hjem fra alle de opryddede vinkler, så er der mange steder i huset, som er vores private, og som langt fra lever op til magasinernes glittede sider. Man kan hurtigt få præstationsangst over alle de smukke hjem der vises i magasinerne, på IG og blogs, og det er jo ikke meningen. Der er ikke nogen "forkert" eller "rigtig" måde at indrette sig på.

I bund og grund ER det jo med til at gøre os mere tilpas og lykkeligere, hvordan vi indretter os, og hvad vi omgiver os med, men det er det jo KUN så længe vi omgiver os med tingene, fordi det føles rigtigt og personligt.

Jeg læste et smadder godt (dog gammelt, men ikke mindre rigtigt) indlæg hos Marina for noget tid siden. En reminder om, at det netop handler om hvordan man SELV gerne vil bo, og ikke hvordan andre bor! Og Marina er sådan en iderig, hjertevarm og kreativ person, som jeg synes er virkeligt sej til det hun gør, modedikteret eller ej. Og er der noget jeg elsker, så er det at besøge hjem, hvor man har indrettet sig personligt. Om det er helt minimalitstisk og moderne, om det er urbant med grafisk touch, om det er retro og blomstret, akademisk eller bare én stor kombination er sådan set underordnet, bare menneskene bag kan mærkes. Mange tænker ikke bevidst i deres hjems tagen sig ud, men de føler og mærker intuitivt efter hvad der føles rigtigt for dem at omgive sig med. Den fremgangsmåde kan jeg meget godt li. Det er nok den letteste måde at opnå en tilfredsstillende indretning for sig selv, tænker jeg.

Og nu er det weekend og vi har ingen særlige planer. Vi skal bare være hjemme og sætte blomsterløg!